Roman, Modtryk 2024, hæftet udgave, 300 sider. Forside: Mikkel Henssel. Foto: Johanne Teglgård Olsen. Udgivelsesdato: 24. april 2024. Udgives også som e-bog og lydbog (indlæst af Lotte Andersen). Bestil bogen >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Da Lises mand Jørgen en dag forsvinder – pludselig og tilsyneladende uden grund – vender det op og ned på hendes tilværelse. Efter et langt og til tider endda halvlykkeligt ægteskab tvinger den nye situation Lise til at revidere sit liv på ny. Hendes livskrise tager imidlertid en overraskende drejning, da hun finder trøst og mening i tilværelsen med hjælp fra en uventet kant: Gud. Og med sin nyfundne tro får hun snart blik for sine omgivelsers syndere, som kalder på både frelse og omvendelse. Lise indleder herefter et stædigt korstog, der hverken skåner familie, venner eller bekendte. Og samtidig lurer hele tiden spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af Jørgen?

Uddrag fra bogen
“De mødte hinanden på universitetet, Lise befandt sig i en vildfarelse.

Hun troede, hun skulle være geolog, hvor kom det fra, ja, det er ikke til at sige, pludselig begyndte hun at interessere sig for jordbunden, og efter jordbunden det, der var under jordbunden, og før hun så sig om, var hun langt nede blandt grundfjeld og sedimentlag og kalk og sten, masser af sten, hun havde hovedet fuld af sten, så at sige, og da hun genfandt lidt af sit rundtossede nærvær, stod han der.

Jørn Olsen. Jørn K. Olsen. Jørn Kampmann Olsen. Senere Jørgen Kampmann Olsen. Han havde så mange navne, så mange ansigter, alvoren, når han stod ved tavlen og pegede på en jordbundsprofil, den bøvede ekstase, når han lå mellem hendes ben og sprællede som en fisk i hendes net. Hun ville have ham, og hun fik ham. Fra første gang hun så ham, var hun sikker i sin sag; hun ville have ham. Og han ville også have hende. Det ville han, det er hun slet ikke i tvivl om. Han ville rigtig meget have hende, hans blik kunne slet ikke slippe hende, til forelæsningerne, han stod somme tider bare og stirrede på hende, og hun var bare hende, Lise Krause, med almindeligt tøj på, og når hun gik hjem, var hendes liv som alle andres, måske endda lidt ringere end alle andres, alligevel stirrede han på hende, som om hun var en gudinde eller en dronning eller i hvert fald smuk eller måske bare nøgen.

Nu hvor hun står og tænker tilbage, bliver hun pludselig i tvivl. Ville hun først have ham, eller var det snarere omvendt? Var det ham, der ville have hende, og så ville hun også have ham, var det sådan, det var? Ville hun i virkeligheden slet ikke have ham, var hun mere interesseret i undergrunden, i kalk, og så pludselig interfererede han, eller hvad skal man kalde det, så pludselig inviterede han hende ud. For det gjorde han, og hun takkede ja. Og måske blev hun først rigtig interesseret i ham efter nogle uger, hvorfor skulle det ikke være sådan, han var over tyve år ældre end hende, hvorfor skulle hun være interesseret i en midaldrende lektor i geologi? Det er der jo ingen, der er.

Var det sådan, det var? Og er det ikke også ham, der er gået nu? Har det hele tiden været ham, fra ende til anden, har Lise bare været udsat for en række tildragelser, omstændighederne, jordbunden og naturlovene, står hun her lige nu, fordi hun aldrig selv har truffet en rigtig beslutning, er det sådan, det er? Og hvad med tvillingerne, var det også ham?

Og skænderiet, hvem var det, der bad hvem om at skride? Det var ham. Og det var hende, der skulle skride. Og ham, der skred. Var det ikke sådan? Han sagde, at hun kunne skride ad helvede til, gjorde han ikke? Men svarede hun så, at det kunne han også gøre, råbte hun tilbage, at så kunne han også bare skride ad helvede til (selv om det ville være overflødigt, at de begge skred og efterlod et tomt hus, men hvad råber man ikke i sådan en situation?), var de lige gode om det, gik bølgerne så højt, at de stod og råbte ad hinanden, at de kunne skride ad helvede til begge to, som om de skulle samme vej? Hun kan slet ikke huske, hvordan det var før, før de råbte ad hinanden, før i tiden, før alle skænderierne og især alle de murrende ordløse stemninger, hun kan ikke huske, hvem han var, hvem hun selv var, hun kan ikke huske, hvordan det var at holde om ham. Hun har glemt det. Hvordan kan man glemme det, der betyder noget? Er det derfor, er det hendes dårlige hukommelse, alle hendes fortrængninger, der har taget ham fra hende? Hvordan kan man blive et menneske, der gør det modsatte af det, man vil? Er hun blevet sin egen negation? Er det derfor, hun ryster?

For det gør hun, hun ryster. Hun ryster over det hele, som om hun er ved at forsvinde. Og hun orker ikke mere. Hun skjuler ansigtet i hænderne og orker ikke mere. Hun går ind og lægger sig på sengen, den alt for store seng, hun orker ganske enkelt ikke mere.

Og bør hun ikke ringe til tvillingerne?” (side 20-22)