Roman, Lindhardt og Ringhof 2012, hardback med smudsomslag, 328 sider. Forside: Mikkel Henssel. Udgivelsesdato: 24. april 2012. Også udgivet som billigbog i hardback, som lydbog (indlæst af Michael Brostrup), som e-bog og som ny hæftet udgave. Bestil bogen i 3. udgave >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Kontanthjælpsmodtageren Bernhard stjæler en hund, fordi han føler sig ensom. Hunden tilhører den velhavende Albert, der bliver forladt af sin kone som følge af hundens forsvinden. Således udløser tyveriet en skæbnesvanger dominoeffekt, der kommer til at berøre både mennesker og hund. Dyrets rutiner trækker Bernhard i nye retninger, og snart møder han sin drømmekvinde. Samtidig tager Alberts liv en voldsom drejning, og efterhånden bliver han frarøvet hele sin tilværelse.

Er det skæbnens ironi eller tilfældets magt? Hvilken indflydelse har samfundets skjulte kræfter? Og hvilken rolle spiller Bernhards mystiske nabo og hans besynderlige hjerneforskningsprojekt?

SORT HUND er en dystopisk fortælling om samfundets og skæbnens magt – eller tilfældighedernes spil – i det moderne menneskes stædige jagt efter lykke.

Uddrag fra bogen
“Hospitalet lå som et slot på toppen af bakken. Bernhard nærmede sig langsomt. På den ene side var han ivrig efter at kende sin mors skæbne; på den anden side var han nervøs. Hans arme var slappe, og mellemgulvet vibrerede som en membran over en myldrende uro.
Han havde ikke taget sin hund med sig, hvilket han fortrød, da han begyndte at bevæge sig op ad bakken. Den havde gjort større nytte her, hvor den kunne dulme hans nerver med sin logrende hale og sine raske skridt. Desuden burde han ikke lade den være alene, så længe den var nedtrykt. Hvad hvis det havde været ham selv?
Han så sig selv som hund, et tydeligt syn: Han stod ved døren, efter at den var smækket, nu var han alene. Han blev stående længe, slikkede sig om munden, smaskede uroligt. Han lagde sig ned ved døren og ventede. Efter nogen tid gik han ind i stuen. Her lagde han sig midt på gulvet; han lå der længe, men han sov ikke. Han rejste sig, gik ud til vandskålen, drak noget vand. Gik tilbage i stuen. Var der noget at bide i? Her var en avis. Han begyndte langsomt at flå den i trævler, men hans opmærksomhed var kløvet, hele tiden rettet mod døren. Han blev træt af avisen og gik ind til sin kurv. Han lagde sig i kurven og begyndte at pibe uden at åbne munden, en tynd, skrøbelig piben, der kom langt nede fra lungerne og lød i takt med vejrtrækningen. Han vedblev med at pibe sådan længe. Til sidst satte han sig op igen. Udenfor kom skyerne drivende. Buttede og boblende som broderede tungesting.
Bernhard kastede et blik op mod himlen og studerede et øjeblik det tunge skydække. Han var nået halvvejs op ad bakken, han gik langsomt. Det føltes, som om alle andre skulle den anden vej. Fodgængere og cyklister og biler kom farende imod ham. Han var den eneste, der skulle opad.” (side 163-164)