Roman, Lindhardt og Ringhof 2017, hæftet, 550 sider. Forside: Mikkel Henssel. Udgivelsesdato: 7. marts 2017. Også udgivet som e-bog, lydbog (indlæst af Morten Rønnelund) og storskriftudgave. Udgivet i 2. udgave i 2019. Bestil bogen i 2. udgave >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Da den midaldrende forretningsmand Bjørn Thomsen bliver forladt af sin kone, beslutter han sig for at vende verden ryggen og mure sig inde. Bogstaveligt talt: Han bygger en høj mur hele vejen rundt om sit hus for at være i fred for resten af verden.

Sådan noget gør man ikke uhindret i det parcelhuskvarter, hvor Bjørn bor. Naboerne vil ikke finde sig i, at han bare sådan melder sig ud og bryder de uskrevne regler for fællesskabet, og snart begynder en indædt nabokrig med muren som centrum. Striden eskalerer hurtigt til uanede højder med anklager om indbrud, tyveri, hærværk og vold.

Muren er en dyster komedie om personlig frihed, ensomhed, tilgivelse og verdens tomhed, efter at man har mistet den, man elsker – og samtidig en satirisk kommentar til en tid, hvor vi opfører mure og hegn som aldrig før.

Uddrag fra bogen
“Nu slipper jeg. Muren er på plads, og jeg skal ikke længere trækkes med de andre. Jeg slipper for stanken af mennesker. Jeg slipper for at se på dem, høre på dem, deres uendeligt ligegyldige meninger om alting, deres forlorne, demagogiske fornuft, som om det hele ikke bare er et irrationelt følelseskaos, som om det hele ikke bare er futil opportunisme, nu slipper jeg omsider. Jeg slipper for deres spørgsmål og endnu bedre: deres svar på alting. Deres ord. Deres stemmer og deres blikke, deres kropslugt, deres gøremål, at de sveder, når de gør, hvad de gør. Jeg slipper for deres tøjstil, jeg foragter moden, tidens tendenser, det værste er hårbånd og hatte, deres moderne måde at sige tingene på, deres børn, jeg slipper for deres familier, deres ferieplanlægning, deres knus og kram, når de møder hinanden, deres telefonsamtaler, deres boligindretning og deres biler, deres overskæg, deres sekreter, deres intimbarbering. Jeg slipper for de andres skridt bag mig, røvhullerne foran mig. Stanken af armhuler og hudcreme. Lyden af nogen, der er på vej, nogen, der er der. Følelsen af ikke at være alene. Følelsen af ikke at være i fred. Larm. Larm, larm, larm. Lyden af levende, intelligente organismer, den eneste art, der kaster atombomber og tygger tyggegummi. Jeg slipper for hele denne ulidelige verdens forsamling af håbefulde, dødsangste, forpinte, støjende, mislykkede møgmennesker. Jeg slipper for al min vrede.” (side 141-142)