Roman, Lindhardt og Ringhof 2014, hardback med smudsomslag, 304 sider. Forside: Mikkel Henssel. Udgivelsesdato: 7. februar 2014. Også udgivet som e-bog. Udkom i 2. udgave i 2016 og som lydbog (indlæst af Jakob Sveistrup) i 2017. Bestil bogen i 2. udgave >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Han står stille. For et øjeblik ønsker han ikke andet end bare det. Bare stå og lade blikket bestige himlens blå højdedrag, lade tankerne forsvinde bort i viddernes afsindighed. I virkeligheden, tænker han, vender verden på hovedet, og de, der falder, vender rigtigt.

I VIRKELIGHEDEN er en mangfoldig samtidsroman om en række personer, der alle bærer på en tung hemmelighed eller lever et liv, de ikke er tilfredse med. I forsøget på at skabe en fremtid eller komme overens med fortiden vikles deres liv og skæbner ind i hinanden.

Med denne bog har Torben Munksgaard skrevet en ny vidtspændende fortælling om identitet og det moderne menneskes opgør med sin omverden – og ikke mindst med sig selv.

Uddrag fra bogen
“Han sætter sig ved et bord ved vinduet og skriver; han skriver om de mennesker, han har set, han gør sig ingen overvejelser over, hvad de tænker, eller hvad de føler, han beskriver kun, hvordan de så ud, hvordan deres blikke søgte sig frem gennem mængden, hvordan de gik, korte skridt, lange skridt, måske beskriver han, hvordan en pige tabte sin håndtaske, men kun hvis hun tabte sin håndtaske, han gør sig ingen illusioner.
Han forsøger ikke at tænke på hende. Det kan kun lade sig gøre ved ikke at tænke overhovedet, for hun er indeholdt i hver eneste tanke. Så han tømmer sit hoved, observerer, gør ikke andet, fortolker ikke, observerer bare og skriver det ned.
Alligevel dukker hun op overalt. Når en kvinde læner sig ud ad et vindue, farer han sammen, fordi han tror, det er hende. Når han i et glimt ser nogen passere om et hjørne, tror han, det er hende; han når lige at glemme hende, og så dukker hun næsten op, det er umuligt ikke at tænke på hende.
Da de mødes igen, er det hende, der opsøger ham. Han har talt om Café de Zwart, og pludselig en dag sidder hun der, da han kommer ind, ved et bord i hjørnet. Han køber en øl og sætter sig uden et ord. Hun bemærker, at han ser trist ud. Han forklarer hvorfor: Han er forelsket. Han siger det direkte, uden omsvøb, hans humør rækker ikke til svinkeærinder. Hun smiler og siger, at måske behøver hun slet ikke at rejse, eller måske kan han rejse med. De har jo først lige mødt hinanden, der er kun muligheder. Adam forsøger at smile. Han tager sit glas og forsøger at kvæle sine frustrationer med store, grådige slurke. Da han stiller glasset fra sig, har han drukket halvdelen; Bianca ler.
Hun spørger, om han altid er sådan, tvivlende og mismodig. Han fortæller om et maleri af Hans Bollongier, et stilleben med blomstrende tulipaner, anemoner, roser og nelliker, fire blomster, som ikke blomstrer på samme tid af året, og billedet skildrer derfor en virkelighed, som ikke findes; sådan blomstrer modstridende følelser i mig, forklarer Adam, jeg er trist, når jeg er glad, jeg er lykkelig, når jeg er deprimeret, det hele er til stede i mig samtidig og udelukker hinanden gensidigt.
»Sikke et forår,« siger hun og smiler. Hun læner sig frem og stryger en hånd over hans kind; hun kysser ham og hvisker noget på hollandsk til ham. Han forstår det ikke, det lyder som et digt.” (side 51-52)