Nekrolog over Arnold Busck, Haderslev

Alle mine ældste venner kommer fra Haderslev. I Aarhus og Odense og København har jeg mødt mange nye venner, gode, sjove mennesker, som er rare at omgås, velopdragne, vittige, belevne, velfriserede; men det er alligevel ikke det samme som de gamle venner. Dem fra min hjemby, dem fra Haderslev. Her fandt jeg ganske enkelt mange af de venner, som jeg stadig har i dag, dem, som har formet mig og skabt mit liv. Men ligesom det har været en gave at møde dem og blive beriget af deres selskab, er det en stor sorg, når man mister en af dem. Og det gjorde jeg forleden. Han hed Arnold og var den klogeste og sjoveste af dem alle. Og den absolut mest velklædte.

Arnold var ældre end mig, en hel del ældre faktisk. Men hvad gør det, når nu vi var på bølgelængde? Arnold var nemlig ung af sind; han forstod et ungt, forvirret menneske som mig. Når jeg havde kærestesorger, havde Arnold straks en digtsamling klar til mig, Michael Strunge eller Rimbaud eller Edith Södergran; Arnold vidste altid lige, hvilket lyrisk lægemiddel jeg havde brug for. Så selv om kæresten var skredet, og verden gået under, følte jeg mig aldrig helt forladt med Arnold ved min side.

Hos Arnold lærte jeg en masse om livet. Han diverterede med Dostojevskij og opdragede mig i livets store spørgsmål, han supplerede med ordbøger, når sproget og grammatikken haltede, og han lærte mig at lave mad, hvad enten jeg var til Frøken Jensens klassiske menu, eller appetitten mere var til en moderne, dekonstrueret æggemad med fusionskarse. Hos Arnold fik man det hele, her kunne man slå alting op: kærlighed, krig, grundloven, cykelsport, George Michael, angst, sommerfugle, sex, tarmslyng, Dan Jørgensen. Og hvis Arnold ikke lige havde den med Dan Jørgensen, så havde han helt sikkert en opskrift på flødeboller. Der var altid noget at komme efter; selv Katherine Diez ville her kunne finde en mand efter sin smag.

Det er også Arnolds skyld, at jeg i dag har fået en masse nye venner. Uden Arnold havde jeg aldrig mødt Paul. Eller Karen. Eller Jan. Altså Paul Auster og Karen Blixen og Jan Sonnergaard. Uden Arnold havde jeg aldrig mødt Salman eller Orhan eller Amos, jeg havde vel næppe mødt ret mange mennesker i det hele taget. Uden Arnold havde jeg formentlig kun kendt Anders And og Tarzan. Og så havde jeg nok slet ikke siddet her, hvem ved, uden Arnold havde jeg måske slet ikke haft tøj på. Man kan vel godt sige, at hele min dannelse kommer fra Arnold, alle mine dyder og min retskafne sjæl. Min demokratiske vilje. Ja, ja, og alle mine fikse idéer og mærkelige drømme, det var Arnold, der lærte mig at bruge min fantasi og min evne til at drømme mig langt væk. Og gudskelov for den! Uden den evne havde jeg aldrig klaret at leve i et fast parforhold. I det hele taget tror jeg, at Arnold har reddet mange ægteskaber: En mand og en kone med hovedet begravet i hver sin bog er vel det tætteste, man kommer på et lykkeligt par.

Og da jeg selv blev forfatter, var Arnold den første til at værdsætte mine bøger. Jeg fik lov at stå i hans vindue, på forreste række, og når folk kom ind i butikken, tøvede Arnold ikke med at anbefale mig på det varmeste. For sådan var Arnold: Han kunne se, hvad folk havde brug for, også selv om de ikke engang selv vidste, hvad de havde brug for. Hvem havde for eksempel nogensinde troet, at man havde brug for Knud Romer? Men sådan noget vidste Arnold. Og det har vi mistet. Nu må vi selv finde ud af det, uden Arnold er vi overladt til os selv og internettets spegede algoritmer. Og hvad er Google i sammenligning med Arnold? Vel ikke meget mere end en lommeregner sammenlignet med stjernehimlens tusindvælde.

Så kære Arnold – tak for snakken! Tak for kaffen, tak for alle de kloge, sjove, inspirerende, dybe, folkelige, oplysende ord. Fra Homer til Yahya Hassan, tak for bøgerne. Og selv om du nu er væk, har jeg et spinkelt håb om, at vi ses igen en dag. For som det lyder i den gamle sang, som også du lærte mig engang: Hwor er æ skjøn å find en ven, en håj mist for læng, læng sind!