Ny serie om problemer, positioner og paradigmer i aktuel videnskabsteori giver korte introduktioner til en bred vifte af emner med relevans for undervisningen på især humaniora og samfundsvidenskab. Bøgerne er introducerende uden at blive overfladiske. Anmeldelse af Søren Kjørup: ”Semiotik”, Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag 2002, 95 sider, 98 kr., og Niels Brügger og Orla Vigsø: ”Strukturalisme”, Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag 2002, 105 sider, 98 kr., og Dan Zahavi: ”Fænomenologi”, Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag 2003, 111 sider, 98 kr.

Anmeldt af Torben Munksgaard

Der er efterhånden masser af introducerende læsning om filosofiske emner på dansk – og her er så endnu en serie! Og man kan spørge sig selv, om ikke begyndere i den filosofiske arena mister vejret af lutter information overload, når de forsøger at danne sig overblik over boghandelens udbud af filosofiske værker på det introducerende niveau. Det gør nogle sikkert. Men fordelen ved Roskilde Universitetsforlags nye serie om filosofiske og videnskabsteoretiske positioner er, at hver enkelt bogs emne er klart defineret ved titlen, og seriens sigte fagligt begrænset til videnskabsteoretiske emner. Det er med andre ord alle tiders serie for den, der gerne lige vil vide lidt om f.eks. semiotik eller fænomenologi – omkring 100 sider til omkring 100 kroner, og man har et nogenlunde overblik over emnet, hvad enten det er til brug i studierne eller bare almen interesse. På den måde slipper man for på den ene side filosofiske leksikas ofte noget fattige forklaringer og på den anden side lang tids søgen i Husserlianas dybder eller Peirces lapper med kun to uger til eksamen. (Og så kan man jo altid gå i detaljer i ferien! – bøgerne byder alle på forslag til videre læsning.)

Semiotik
Søren Kjørups bog om semiotik giver en introduktion til semiotikken, herunder den strukturalistiske variant, semiologien, der skrider tematisk frem med enkelte henvisninger til de forskellige personers bidrag til semiotikken, især Saussures og Peirces. Bogen er kompakt uden at være uoverskuelig og giver et fint overblik over og indsigt i semiotikkens metoder og teorier. Den anerkendte og respekterede semiotiker Keld Gall Jørgensen udgav for nogle år siden en god introduktion til semiotikken, men jeg synes faktisk, at den her foreliggende er endnu bedre, fordi den er så fokuseret og velegnet netop som helt grundlæggende introduktion. Bogen kan læses på en dag og giver stadigvæk den fornødne viden om såvel terminologien som de mest centrale teoridannelser, så læseren står godt rustet til videre læsning. Bogen indeholder ikke mange konkrete eksempler, men her kan så Keld Gall Jørgensens bøger være et udmærket bud på den videre læsning, da både hans førnævnte introduktion og bogen ”Anvendt semiotik”, som han redigerede, giver konkrete eksempler på semiotikken i praksis. Søren Kjørups bog er først og fremmest en introduktion og en god en af slagsen.

Strukturalisme
Mens semiotikken fokuserer på læren om tegn, og hvordan disse indgår på forskellige niveauer i den menneskelige erkendelse og forståelse, rækker strukturalismen langt bredere. Og det afspejler Niels Brügger og Orla Vigsøs introduktion til fulde; selv om de to forfattere indledningsvis sætter begrænsninger for deres fremstilling på næsten alle fronter, løber det alligevel løbsk, når f.eks. de udfolder Louis Hjelmslevs terminologi med en stor mangel på eksempler på de mange tekniske begrebers betydning. Eksempelvis omtales de forskellige afhængighedsforhold i det sproglige forløb, solidaritet, selektion og kombination, men man giver ikke et eneste bud på, hvordan sådanne afhængigheder manifesteres i sprogforløbet (man kunne f.eks. fremhæve relationerne mellem adjektiver og substantiver som et eksempel på selektive interdependenser og relationen mellem to hovedsætninger som en kombination). Denne mangel betyder, at man vil have meget svært ved at få styr på de mange begreber, hvis ikke man kender dem i forvejen, hvilket må siges at være fatalt for en introduktion. Især i det centrale afsnit om strukturel sprogvidenskab savner man ofte en forankring af det høje abstraktionsniveau i konkrete eksempler, og i modsætning til Kjørups bog bliver det her afgørende for forståelsen. Til gengæld skal forfatterne have ros for en – trods begrænsningerne – god bredde, som når at favne så forskellige egne af strukturalismen som fonologi, strukturel antropologi, semiologi og narratologi. Og som bogen skrider frem, bliver eksemplerne da også mere fyldige og bedre forklaret – især fra og med kapitel 4 – men de spredte nedslagspunkter i det store materiale strejfer mere end de rammer.

Fænomenologi
Dan Zahavi står bag introduktionen til fænomenologien, og han er jo derfor helt på hjemmebane, hvilket bogen da også udstråler. Det lyder næsten umuligt at skulle introducere Husserls, Heideggers, Merleau-Pontys og Sartres fænomenologi på så få sider, men jeg synes, at det lykkes for Zahavi, og endda uden at han forfalder til sproglig ekstravagance eller akademiske viderværdigheder, som måske især Heidegger kan indbyde til. Bogen indledes med en præsentation af fænomenologiens centrale begreber, fænomenologiens fænomenbegreb, betoningen af førstepersonsperspektivet (som på ærværdig fænomenologisk, eller i hvert fald heideggersk, vis konsekvent staves med bindestreg, første-personsperspektivet), fænomenologisk epoché og reduktion, kravet om at gå til sagen selv og begrebet om livsverdenen. Herefter følger nogle eksempler på fænomenologisk analyse i filosofisk praksis, idet Zahavi redegør for fænomenologiens diskussion af nogle centrale filosofiske begreber, nemlig rummet, kroppen og ikke mindst intersubjektiviteten. Og her skal man ganske vist holde tungen lige i munden, men belønningen venter i det afsluttende afsnit, hvor den samfundsvidenskabelige læser endelig får forløsning, når fænomenologiens betydning for sociologien skitseres. Her belyses videnssociologiens og etnometodologiens oprindelse i fænomenologien. Og så er de 100 sider også næsten nået, og Zahavi stopper, mens introduktionen endnu er god uden fare for at rode sig ud i en længere (filosofi)historie, hvilket faktisk lidt er en skam, da man godt kan savne en lidt bredere perspektivering i forhold til samfundsvidenskaberne på baggrund af de introducerede analyser, som bogen bruger en del tid på. F.eks. berøres kropslighedens rolle i sociologien slet ikke; her kan man jo eksempelvis hos Georges Bataille finde den fænomenologiske metode rigt anvendt i forhold til i hvert fald en kulturel forståelse af seksualitet og religion. Men på den anden side er det vel næppe nogen kritisk anke at bebrejde en introduktion for, at den motiverer til at læse videre.

I serien er desuden udkommet Heine Andersens ”Samfundsvidenskaber i kontekst”, mens bind om videnskabsretorik, forklaring og samfundsanalyse, konstruktivisme, videnskabsetik, poststrukturalisme, samfundsøkonomi og videnskabsteori, The Humanities samt hermeneutik er på vej.