Anmeldelse af Martin Heidegger: ”Sproget og Ordet”, på dansk ved Kasper Nefer Olsen, Hans Reitzels Forlag 2000, 98 sider, kr. 148,00

Anmeldt af Torben Munksgaard

Titlen ”Sproget og Ordet” dækker over fire foredrag, ”Sproget” (1950), ”Tænke, bygge, bo” (1951), ”… digterisk bor mennesket …” (1951) og ”Ordet” (1958) af Martin Heidegger og foreligger nu på dansk i en oversættelse af Kasper Nefer Olsen. Foredragene er nært beslægtede med Heideggers teknologikritik som sidste år udkom på Gyldendal (”Spørgsmålet om teknikken – og andre skrifter”) og eftersøger ligesom disse en række grundlæggende fænomeners oprindelse, en søgen der rækker tilbage før årtusinders forestillinger og fortryllende tankekonstruktioner.

I ”Sproget” gøres således op med forestillingen om sproget som udtryk eller som menneskelig virksomhed. Heidegger nærmer sig ligefrem en metode, som minder om litteraturvidenskabens nykritiske læsning, idet han betegner digtets perfektion derved, at det kan læses uafhængigt af, hvem digteren er, og hvordan han er – dog går Heidegger endnu dybere. Det storslåede vellykkede, siger Heidegger, er det af digteren uafhængige. Underordnet er det derfor, at digtet, han sætter som genstand for sin undersøgelse, er forfattet af Georg Trakl, ligesom hele analysen skrider noget utraditionelt til værks (i hvert fald utraditionelt i forhold til en almindelig – hvis en sådan findes – litterær analyse, knap så utraditionelt i forhold til en Heidegger’sk undersøgelse). Digtet hedder ”Vinteraften” og er, typisk for denne digter, melankolsk og i sørgmodig tone, ekspressionistisk. Heideggers undersøgelse er interessant derved, at han søger en forståelse af digtet uden om en traditionel litterær analyse og i stedet forsøger at lytte til digtets egen tale, sprogets talen og dermed digtets nærvær som en kalden og en tilsigelse. Tingene i digtet tinger, de kaldes ind i deres tingning, mens verden verdner og udholdes mod tingene som herved skænkes i digtets talen; digtet får i denne forståelse sin egen tale, som traditionelle analyseredskaber forbigår, hyldet som de er, i en formening af digtet som udtryk og ordet som betegnende. Som Heidegger siger: ”Enhver ægte høren holder igen med sin egen sigen”. Og på den anden side muliggør digtets talen den ægte høren. Hverdagssproget derimod er at betragte som et glemt og nedslidt digt, ”fra hvilket der knap nok længere lyder en kalden”!!! For filosoffer, der kender Heidegger, er dette sikkert ikke overraskende læsning, men for en litterat er der her måske nyt og interessant at hente, om end en introduktion til Heidegger forinden nok vil være på sin plads – bogen er desværre ikke forsynet med en sådan, hvilket utvivlsomt begrænser målgruppen.

De tre andre foredrag nærmer sig det samme, en oprindelig tilgang til tingene i forståelsen af dem. ”Tænke, bygge, bo” undersøger den oprindelige tilgang til det at bygge og det at bo. En undersøgelse som når langt, idet ’at være’ og ’at bo’ etymologisk er beslægtede. Men igen, ligesom i det foregående essay, træder tingsbegrebet i centrum, bogstaveligt talt som en medierende midte, det hvorved himlen og jorden, de dødelige og udødelige fuldbringes. At bo er at skåne hver enkelt ting i sit væsen, en dvælen i det frie – og tingene forener ved deres væsen menneskenes tilværelse i enheden, de befinder sig et sted, og som bygningsværker væsensbestemmer de således rummet. Vi er ikke langt fra at forstå arkitekturens væsentligste grundtræk gennem denne betragtning. De to sidste essays beskæftiger sig ligeledes med byggekunst (og ’bokunst’) og digtning, her gennem en forståelse af digte af Hölderlin og George. Og undersøgelserne foregår på samme vilkår som de forrige, bag om vilkårene for disse emneområder betragtet som etablerede videnskaber, som en forudsætningløs forståelse af de vilkår der betinger digter- og byggekunsten.

Det er virkelig udfordrende læsning, som jeg vil håbe, at blot nogle få fra ikke-filosofiske fagområder tør kaste sig over – det er kun små hundrede sider! Og hør engang hvor det taler til tiden: ”For tiden raser en tøjlesløs, men dog samtidig behændig, talen, skriven og udsendelse af tale hele kloden rundt. Mennesket opfører sig som om det var sprogets skaber og mester, hvor det dog er sproget som er menneskets herskerinde.” For filosoffer er bogen som tidligere nævnt ikke overraskende læsning, men har alligevel sine berigende facetter for en dybere forståelse af Heidegger. Bogen er udstyret med et noteapparat, der forklarer sammenhænge mellem den tyske ordlyd og ordenes oprindelse, samt, hvilket er vældigt godt, nogle referencer til beslægtede danske ords oprindelse. Disse noter retfærdiggør oversættelsen, og hvis denne form for oversættelse bliver præcedens, ser jeg gerne den store tour de force begået: ”Sein und Zeit” på dansk!

[“Sein und Zeit” er, siden denne anmeldelse blev skrevet, blevet oversat af Christian Rud Skovgaard og udgivet på forlaget Klim.]