Anmeldelse af Verner Møller og Jørgen Povlsen (red.): ”Sportens forførende skønhed. En antologi om sport og æstetik.”, Syddansk Universitetsforlag 2002, 160 sider ill., kr. 175,00.

Anmeldt af Torben Munksgaard

Årets Tour de France er i fuld gang, og det betyder tre uger, hvor man eftermiddag efter eftermiddag kan opleve de store rytteres kamp på de franske landeveje og i bjergene og ikke mindst sportsentusiasten Jørgen Leth, der med begejstring og engagement kommenterer dette legendariske cykelløb, som gennem tiderne har placeret navne som Fausto Coppi, Eddy Merckx og Miguel Indurain i historien som nogle af sportens største legender. Og netop Jørgen Leth er en af bidragyderne i antologien ”Sportens forførende skønhed”, som desuden rummer bidrag af Niels Kayser Nielsen, Verner Møller, David Favrholdt, Søren Damkjær, Kristian Raun Thomsen og Ask Vest Christiansen.

Og Jørgen Leths bidrag er mest af alt en illustration af sportens æstetik, mere end det byder på en helstøbt teori, uden at teksten af den grund bliver mindre læsværdig. En af hans hovedpointer går på sportens imperfekte attraktioner. I modsætning til Leni Riefenstahls filmiske fremstilling af sporten som et nærmest religiøst anliggende eller måske bare et kunstnerisk et, mener Leth, at sport kun kan forstås på egne præmisser og ikke som hverken religion eller kunst. Han hylder skønheden, lidelsen, indsatsen i sporten, sådan som det kommer til udtryk i oplevelsen hos beskueren, hvad enten det er publikum eller sportsjournalisten. Og der antydes hermed, at en stor del af fascinationselementerne i sport opstår i beskrivelsen af den.

Sport er usundt
Men Jørgen Leths synspunkt kontrasteres skarpt af de efterfølgende bidrag af Niels Kayser Nielsen og Verner Møller, der hhv. fokuserer på sportens falske selvforståelse og sportens tabte pædagogiske og æstetiske værdigrundlag. Sport er ikke sundt. Tværtimod, antallet af sportsskader nåede i Danmark i 1997 et antal på 110.000, og dertil kommer de stadig stigende dopingproblemer. Men også sportens sociale status er forsvundet. Det betragtes i dag som et tilbageskridt at iklæde sig outfit fra sportens verden, løbesko eller joggingtøj, og dem, der i dag ’går op i sit udseende’ og har trimmede sportskroppe, betragtes som sociale tabere eller sportsidioter. Den falske selvforståelse består i en fundamentalistisk forståelse af sportens væsen, vi vil tilbage til den oprindelige, ’rene’ sport, men de færreste har syn for, at sporten ikke har megen egenværdi eller på nogen måde kan anskues i sit sande (skønne) væsen uafhængigt af omgivelserne. Og de sygdomstegn, man måtte påpege i sportens verden, kommer indefra i form af f.eks doping, der er en del af selve sportens væsen, som snarere end skønhed kan karakteriseres ved en række langt mere fatale iboende egenskaber: Den er holdningsløs, ekspansionssyg og uden sans for selvransagelse og selvkritik.

Verner Møller sætter den neomarxistiske sportskritik op imod sportsidealismen og påpeger manglerne i begge synspunkter; den venstreorienterede kritik af sportens kapitalistiske væsen havde ganske vist ret i, at sporten ikke kan siges at have karakterdannende egenskaber, som f.eks. Pierre de Coubertin forgæves forsøgte at argumentere for, men havde ikke syn for sportens interne motivationsfaktorer. Det er ikke bare penge, der driver maskineriet, det er i langt højere grad konkurrencen og viljen efter at vinde. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at sport ifølge Niels Kayser Nielsen og Verner Møller hverken er sundt eller karakterdannende. Møller forsøger derfor at knytte et andet prædikater til sporten, som kan forklare dens attraktive såvel som addictive karakter, nemlig et æstetisk aspekt, som især udgøres af overvindelsen af modstanden, som den er givet med konkurrenterne og regelsættet, og som konsoliderer sportens forførende attribut. Og med analysen af det æstetiske nærmer Møller sig de efterfølgende indlæg i antologien af David Favrholdt og Søren Damkjær.

Sportens absolutte vs. socialkonstruktivistiske værdigrundlag
David Favrholdt fremsætter en parameterteori for sport svarende til den, han fremsatte for kunst i sit æstetikfilosofiske værk ”Æstetik og filosofi” fra i fjor (læs min anmeldelse andetsteds på dette site). Han opstiller en række parametre inden for tre kategorier, der måler forskellige værdier af sport. Ved at tillægge hver parameter en værdi, når man vurderer en bestemt sportsbegivenhed, kan man således afgøre, hvorfor der er tale om god eller dårlig sport. Teorien er derfor først og fremmest en analyseteori, som ikke skal erstatte den umiddelbare oplevelse, men snarere understøtte denne. De i alt 22 parametre, som kun er tentative forsøg på at indkredse en komplet teori, falder inden for kategorierne æstetik, fascination og spænding, som alle betegnes som grundlæggende i den menneskelige eksistens, idet de alle tre kan tilbageføres til tidlige stadier i den biologiske evolution. På den måde argumenteres der for, at sportens æstetik og forførende indvirkning på mennesket grunder i naturlige omstændigheder, som betinger den menneskelige oplevelse.

Søren Damkjær argumenterer på baggrund af Deleuze og Serres’ teori om kroppens æstetik i kraft af sanselighedens former som leg og ikke som kunst for, at sport heller ikke er kunst, men et begivenhedsobjekt med en egen æstetik, som ikke ligner kunstens konserverende og repræsenterende værkæstetik, men som tværtimod er momentan og socialkonstrueret i forhold til et givet regelsæt. Her holder Damkjær sig til Searles tilskrivelsesregler for den sociale virkeligheds konstruktioner: X tæller som Z i C. F.eks.: Boldens bane over målstregen tæller som mål i sporten fodbold. Sportens æstetik består i en begivenhedsform, det er en præsentativ æstetik. Men den kommer samtidig til at fremstå underlig hermetisk i Damkjærs udlægning; på den ene side hylder han Serres’ tekstuelle æsteticering af kroppens bevægelsesformer i sport, mens han på den anden side kritiserer Jørgen Leths indlæg for at minimalisere sportens egen æstetik i sin passionsmetaforik og de mytologiske allegorier. Forleden meddelte den franske cykelrytter Laurent Jalabert, at han havde besluttet at stoppe karrieren, når den indeværende sæson var slut, og Leths reaktion var umiddelbart herefter, at tabet var stort, især fordi her var tale om en så alsidig rytter, som har vist sig fra så mange sider, senest sidste år hvor han overraskede ved at vinde den prikkede bjergtrøje i Tour de France – et tydeligt fokus på den sportslige præstation. Og denne udtalelse sammenholdt med Jørgen Leths sædvanlige fremstilling af sporten, synes jeg, nærmere vidner om, at han ikke reducerer sportens egen æstetik, men netop har øje for den, og når han væver sine billeder af en mytologisk eller passioneret sprogbrug, er det snarere sproget, som bliver rigere af sporten, end sporten, der taber til den malende lyrik og derved bliver fattigere. Sporten har en egen æstetik, men sproget er ikke altid frodigt nok til at indfange den uden allegorier.

Sport på TV og i film
Og her når vi til de to sidste indlæg, som handler om sportens iscenesættelse og fremstillinger i tv og på film, især Jørgen Leths sportsfilm. Kristian Raun Thomsen kritiserer moderne tv-dækning af sport for at være blevet for teknisk raffineret og for overeksponeret i forhold til virkeligheden. De mange grafiske billedmanipulationer, der f.eks. viser et frisparks afstand mellem bold og mål, samt de evindelige gentagelser af højdepunkter, afæsteticerer sporten, fordi sanserne sløves i en passiv registrering af det massive bombardement fra skærmen, og sportsoplevelsen fjerner sig således fundamentalt fra den oplevelse, som tilskueren på stadion har. Kristian Raun Thomsens kritik retter sig derfor også mod udviklingen af digitalt tv, hvor det er muligt for seeren hjemme i stuen at vælge kameravinkel ved hjælp af fjernbetjeningen – en kritik, der er interessant i disse internettider, hvor digitalt tv mest af alt har været genstand for rosende omtale og lovende profetier, men som altså i Raun Thomsens udlægning kritiseres for at fratage sporten dens umiddelbare oplevelsesæstetik, som stjæles af mediet, der i forvejen tager mere og mere plads, selv om f.eks. en fodboldkamp stadig kun varer 90 minutter: Der bliver mere og mere tv og mindre og mindre sport, som Raun Thomsen afslutningvis bemærker.

Til gengæld viser Ask Vest Christiansen i antologiens sidste artikel, at mediet nok kan fremstille det væsentlige i sporten, så det er sportens egen iboende æstetik, der er i centrum og ikke mediet. Til dette formål analyserer han to af Jørgen Leths cykelfilm fra halvfjerdserne. En interessant pointe i denne artikel, og som dermed afrunder antologien, er, at skønhed slet ikke er noget i kunsten iboende, men højst er en følgevirkning af kunsten, mens det derimod for sport gælder, at skønhed er en iboende essens. Kunstens vigtigste iboende egenskab er kommunikation, sportens er skønhed. Hans Keller citeres for at have bemærket, at når en musiker står og udfører en række skønne fortolkninger, som ikke har noget egentligt budskab, påstås det, at det udelukkende er sport, fordi det blot har sin egen skønhed, som ikke tjener kommunikationen. Og i modsætning til de medier, som Kristian Raun Thomsen kritiserede, er Jørgen Leths film enkle og i en stil, der ikke overdriver mediets muligheder, men i stedet ligefremt og dokumentarisk fremstiller sportens æstetik.

”Sportens forførende skønhed” er et godt initiativ, som forhåbentlig kan supplere og nuancere debatten blandt idrætsstuderende, sportskommentatorer, sportsudøvende og alle andre med interesse i sportens væsen. Men værket er også et spændende og alternativt indlæg i den æstetikfilosofiske diskussion. De forskellige indlæg kan læses uafhængigt af hinanden, men er placeret således, at de fremsætter synspunkter, som ofte er i dialog med hinanden, hvilket skærper debatten.