Peter Zinkernagel redegør i ny bog for de logiske relationer i klassisk fysik og moderne fysik – og politik! Anmeldelse af Peter Zinkernagel: ”Tilvante forestillingers magt”, Påstand, Gerd Preislers forlag til fordel for Genstridige Personer 2001, 18 sider, kr. 148,00, samt ”The Power of Customary Views”, Assertion + Documentation, Gerd Preisler Publishing for the benefit of recalcitrant persons 2001, 18 + 59 sider, kr. 298,00.

Anmeldt af Torben Munksgaard

Da Peter Zinkernagel udgav sin forrige bog ”Virkelighed” i 1988, var reaktionen i flere tilfælde den, at det var en af de underligste bøger, man længe havde læst; den var vanskelig at sætte i kategori, da den bevægede sig i grænseområderne mellem filosofi, fysik og politik. Dertil kom, at bogen udgjorde et kontroversielt opgør med store dele af tænkningens historie i en konsekvent og kompakt argumentation. I Zinkernagels nye bog ”Tilvante forestillingers magt” er denne stil skærpet, og det lille indbundne værk, der betegnes ’Påstand’ på bogens forside, er vitterligt det korteste filosofiske værk, jeg har set. Bogen er på 18 sider, og selv om den ligeledes er udgivet på engelsk suppleret med en dokumentation for de fremsatte påstande, kræver læsningen, at man har kendskab til den argumentation, som Zinkernagel fremsætter i sine tidligere arbejder, hvis man ønsker en udtømmende dokumentation for de fremsatte synspunkter. Selv rummer bogen næsten kun konklusioner.

Og for de, der kender Zinkernagels tidligere arbejder, er der mest nyt at hente i den engelske udgave og ikke så meget nyt at hente i den danske, som dog alligevel rummer nogle væsentlige pointer, der gør bogen værd at læse. Ligesom i ”Virkelighed” er der både lagt vægt på erkendelsesteoretiske, herunder logiske og fysiske, og politiske spørgsmål, som behandles på et grundlag af logiske relationer. Zinkernagel argumenterer for en forståelse af begrebet ’virkelighed’, som yder respekt for de enkelte erkendelsesperspektiver ud fra den opfattelse, at enhver situation har et uendeligt antal beskrivelsesmuligheder. Hermed udtrykkes en yderst radikal tolerance, som angiver rationalitetsbegrebets begrænsninger, og Zinkernagels erkendelsesteori er derfor netop ikke udtryk for en streng reduktionisme baseret på logik, som f.eks. Peter Kemp antyder i sin kronik i Politiken 29/11-2001.

Zinkernagel skriver: ”Kun det som andre betragter som betydningsfuldt har virkelighedskarakter for os.” Denne sætning rummer en af pointerne i nærværende værk: Vi lever i en kultur og tradition, hvor virkelighed er begrænset til nogle få dominerende perspektiver. Og det betyder en begrænsning i mulighederne for såvel filosofisk som politisk indsigt. På grund af fraværet af objektive politiske normer er det umuligt at have viden om politiske formål. Der opstår en elementær selvmodsigelse – på den ene side er formålet med politiske diskussioner at vise, at noget er rigtigere end noget andet, mens fraværet af politiske normer på den anden side tillader, at alle udsagn har samme værdi.

Men hvori består så en frugtbar erkendelse af virkelighed? Zinkernagels svar er, at vor begrebsmæssige opfattelse af verden er så utilstrækkelig, at vi i praksis hele tiden må sætte os ud over, hvad vi rationelt kan fremsætte. Erkendelsen af vor rationalitets betingelser gør det muligt, at vi kan erkende vor rationalitets begrænsninger. Problemet opstår, når vi tillægger forhold en rationel mening, hvor disse i virkeligheden er absurde ud fra den praksis, vi i almindelighed nødvendigvis overholder, når vi optræder som handlende personer i forskellige situationer. Det er f.eks. en nødvendig sandhed, at vi ikke kan gå igennem en mur, hvis der ikke er noget hul, men derfor kan vi ej heller opstille forskellige filosofiske hypoteser om, at fysiske ting ikke begrænser vores handlemuligheder.

Tilsvarende ved vi udmærket godt, at det ikke kan begrundes rationelt at tro, at man pludselig er i stand til at diskutere folks pensionsopsparing uden at forudsætte, at personer har rettigheder. Benægter man, at personer har rettigheder, giver det slet ikke mening at tale om alt muligt andet, der tilkommer personer, fordi personbegrebet ikke længere er veldefineret. Men denne erkendelse har også gyldighed i international politik, hvor krænkelser af personers rettigheder, hvad enten det skyldes økonomiske eller militære tiltag, resulterer i en reel afskaffelse af muligheden for at diskutere rationelt. Det kan undre, at vi i forskellige praktiske situationer udmærket godt ved, at vi skal respektere personers rettigheder for overhovedet at kunne tale fornuftigt sammen, mens vi samtidig hylder en politisk udvikling, som benægter den grundlæggende logiske relation mellem personer og rettigheder. Zinkernagel forsøger således at pege på nogle – af de fleste mennesker ignorerede – sammenhænge mellem den praksis, som er nødvendig for vores eksistens, og så de anskuelser, som vi lader dominere en erkendelse, der slet ikke er konsistent med det, der betinger erkendelsen. Resultatet er, at vi må sande, at vi faktisk ofte opererer med et forkert rationalitetsbegreb, som ikke yder tilværelsens kompleksitet retfærdighed.

Situationen i fysik lider stadig under Humes udfordrende påstand om, at vi aldrig kan være sikre på, at naturlovene gælder i morgen. Zinkernagel har for mange år siden vist, at denne påstand, som han benævner Humes dictum, kan tilbagevises inden for klassisk fysik ved at påpege, at det temporale begreb ’i morgen’ inden for fysik bestemmes af fysikkens logiske relationer, naturlovene. Afskaffer vi naturlovene, kan vi ikke længere tale meningsfuldt om i morgen, da tid er betinget af naturlovene. Til grund for denne argumentation ligger den generelle påstand om, at ”logik er nødvendige relationer mellem forskellige størrelser, og størrelser er det der eksisterer i kraft af sådanne relationer”, som Zinkernagel formulerer det i andet oplag af ”Virkelighed” fra 1992. På grund af Humes dictum er fysik dybest set et spørgsmål om tro, fordi naturlovene ikke er udtryk for objektiv viden. Men med Zinkernagels tilbagevisning af Humes dictum er det påvist, at fysikken er en objektiv videnskab, som ikke bare baserer sig på kvalificeret tro. I hvert fald for den klassiske fysiks vedkommende.

Den moderne fysik tager hos Zinkernagel sit udgangspunkt i klassisk fysik, selv om sidstnævnte er et specialtilfælde af førstnævnte, idet klassisk fysik kun har et begrænset anvendelsesområde sammenlignet med moderne fysik. Når vi betragter beskrivelsessituationen, er vi nødt til at tage udgangspunkt i det erkendende menneskes konkrete situation, den, som den klassiske fysik beskriver; en pointe allerede Niels Bohr var inde på, da han udnævnte dagligsproget til det mest grundlæggende i fysikken – en pointe, som hos Zinkernagel er principiel, eftersom den gælder i enhver mulig verden, fordi de logiske relationer, f.eks. den mellem situation og person, ikke begrænser sig til den aktuelle verden. Vi kan slet ikke tale meningsfuldt sammen, hvis ikke vi kan henvise til den verden, hvori vi gør vore observationer. Det er den verden, som Zinkernagel indfanger med sine sprogregler i ”Omverdensproblemet” fra 1957 (eng.: ”Conditions for Description”, 1962). I den engelske udgave af sin nye bog ”The Power of Customary Views” tager Zinkernagel derfor udgangspunkt i klassisk fysik, inden for hvilken han allerede har vist, at de logiske relationer eksisterer, og forsøger i bogens anden del, den førnævnte dokumentation, at udlede den moderne fysiks begreber heraf, så de kan siges at være omfattet af samme objektive viden, som den klassiske fysiks begreber. Zinkernagel udleder logiske relationer, det vil i dette tilfælde sige naturlove, for både relativitetsteori, kvantemekanik, relativistisk kvantemekanik, kvanteelektrodynamik og quarkteori, alle ud fra beskrivelsessituationen i klassisk mekanik. På den måde bliver klassisk fysik det beskrivelsesområde, som sikrer, at den moderne fysiks begreber er veldefinerede. I dette andet bind af den engelske udgave er der virkeligt nyt at hente, og det bliver interessant at se, hvordan dette arbejde får betydning.

Første del af den engelske udgave er en oversættelse af den danske ’påstand’, som altså dokumenteres af den fysiske argumentation, som jeg netop har skitseret. Det kan synes mærkværdigt, eftersom påstanden i høj grad handler om politiske og ikke fysiske situationer. Men Zinkernagels tese er netop, at politik ligesom fysik må overholde visse regler, hvis vi ønsker at tale rationelt sammen og dermed sikre, at politisk viden er objektiv viden. Politik betinges ligesom fysik af en række logiske relationer, som udgør det rationelle grundlag. Nu vil nogen måske indvende, at politik aldrig er objektiv viden, allerhøjst konsensus mellem majoriteter. Konsekvensen af denne indvending er imidlertid, som Zinkernagel hævder, at vi aldrig opnår et fælles grundlag, hvor alle principielt set har mulighed for at tale sammen og forstå hinanden. Den eneste politik, der sikrer den rationelle kommunikation, er en politik, som overholder de logiske relationer. Og han giver et eksempel på en logisk relation, nemlig relationen mellem person og rettigheder, som jeg allerede har omtalt. Man kan i politisk regi ikke tale rationelt om en person uden at implicere, at denne person har rettigheder. Det er ikke meningsfuldt at hævde, at en person ikke har rettigheder. At en person har rettigheder, betyder som minimum, at personen har ret til at handle på en bestemt måde og dermed også ret til at lade være med at handle på en bestemt måde. Fjerner man denne mulighed fra en person, er vedkommende reduceret til en genstand uden rettigheder, men altså ikke længere en person. Vedkommende behandles som en genstand, og det giver ikke mening at sige, at der stadig er tale om en person, for alle de egenskaber, man forsøger at karakterisere ved personen, f.eks. ’barmhjertig’, ’ondskabsfuld’, ’flink’ osv., forudsætter alle, at personen selv har ret til at handle eller lade være med at handle på en bestemt måde. Det giver ikke nogen mening at kalde en person for flink, hvis vedkommende er blevet tvunget til at være flink.

Men hvordan sikrer vi personers rettigheder bedst? Zinkernagels bud baserer sig på en iagttagelse af den aktuelle verdenssituation, hvor store magtkoncentrationer dominerer og ofte er årsag til katastrofer i form af krig, terror eller andre former for krænkelse af personers rettigheder. Store magtkoncentrationer er en evig trussel for den enkeltes rettigheder. Derom vidner både tidligere og nuværende diktaturstater, næsten alle former for imperialisme samt stærke økonomiske markedskræfter. En nedbrydning af magtkoncentrationer er derfor et vigtigt skridt i retning af en sikring af personers rettigheder. Det kræver naturligvis magt at opretholde et samfund, der nærer respekt for personers rettigheder, men det er væsentligt, at disse magtkoncentrationer ikke vokser sig for store. Det ligner unægtelig utopisk tænkning i en verden, der domineres af magter som USA og EU, men ikke desto mindre tyder meget på, at store magtkoncentrationer er en trussel mod personers rettigheder og derfor en praktisering af en irrationel og uholdbar politik. At benægte logiske relationer i politik kan i værste fald resultere i kaos og uoverskuelige menneskelige katastrofer, fordi krig og terror bliver dominerende.

Det lyder unægtelig brutalt, men ikke desto mindre vidner den aktuelle politiske virkelighed om, hvor katastrofale følger det kan få, hvis ikke vi bestræber os på at tilægge det betydning, som vi kan tale fornuftigt om. For Zinkernagel er nok opmærksom på, hvor meget det, der har betydning, dominerer menneskers virkelighed. Og kun hvis vi ændrer det, som har betydning for mennesker, er der håb. Men så er næsten alt også muligt: ”Hvis vi ændrer det folk tror på ændrer vi alting. Men også alting.” Spørgsmålet er så, om en ny filosofisk virkelighed ville kunne ændre den fysiske eller den politiske virkelighed.