Roman, Lindhardt og Ringhof 2009, hardback med smudsomslag, 224 sider. Forside: Leo Scherfig. Udgivelsesdato: 29. oktober 2009. Også udgivet som e-bog. Udkom i hæftet udgave i 2015 og som lydbog (indlæst af Morten Rønnelund) i 2017. Bestil bogen i 2. udgave >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Hvorfor ikke gøre forsøget og blive den mand, som en smuk kvinde drømmer om?

En ung forfatter modtager en dag et opkald fra en kvinde fra sin fortid. Hun har en noget usædvanlig forespørgsel. Den indbyder ham til at udnytte alle sine evner som den løgner, hans liv har gjort ham til – fra en virkelighedsfjern opvækst mellem drømme og nedture i Jylland til lidenskabelige affærer med handicappede kvinder i Hollywood. Han har løjet hele sit liv, og nu bliver han fristet til at skabe den største løgn af dem alle: At være en anden mand.

”Den perfekte mand, en selvbiografi” er en bog om løgnen. Løgnen i alle dens facetter: Fortidens, forelskelsens og forfatterens løgne, som de tager sig ud ved en smuk kvindes mellemkomst.

Uddrag fra bogen
“Jeg kunne se ham tydeligt nu. Det, der for nogle måneder siden bare havde været en svag antydning af et menneske, stod der nu lysende klart. Med brændende øjne og en mund så smal som en kniv. Han blottede tænderne i et smil. Hårene rejste sig på armene, dæmonen blomstrede som en vild tidsel. Han voksede stille og roligt frem i mig, som en slyngplante vokser og langsomt indtager et drivhus, snor sig vildt og grådigt og svidende grønt op ad ruderne, krummer og vrider sig, vokselysten og sulten. Han var kødædende, han åd det gode i mig, min sjæl og min moral, han var en utilnærmelig, mystisk mand, som en smuk kvinde drømte om, en smuk kvinde på Vesterbro. Hans begær var vold, vold og ild.
Samme aften farvede jeg hans hår mørkt og redte det ned i panden. Jeg barberede ham, så hans kinder var helt glatte. Jeg ryddede op i hans garderobe; kun de mørke skjorter, lærredsbukserne og de sorte sko lod jeg tilbage. Tøjet blev taget af, lagt væk. Nyt tøj blev taget på. Bøgerne på reolen pakket i kasser. Møblerne rykket rundt. Stilen blev mere stram, alt blev gjort rent, alt skinnede. Øjnene i spejlet, det skinnende spejl. Blå øjne. Blå, næsten grå. Smilet, køligt og dybt. En løftet hånd, den rystede ikke, den var knyttet, knoerne var hvide under huden, de markerede blodårer spredte sig som lyn under huden, som træernes rødder i jorden.
Den ene tanke afløste den anden. Erindringens molekyler gik langsomt i opløsning, spredte sig, svirrede som atomer i hjernens sump, samlede sig et andet sted, nye billeder fæstnede sig i erindringens planche, fortiden rejste sig på ny, andre lyde og farver, andre steder, andre mennesker, det hele flød ubesværet sammen i nye konstellationer, en ny verden blev skabt. Manden var manden i spejlet. Han så, hvad hun ønskede at se.” (side 118-119)